Nye regler for arbejdsgivernes indberetningspligt
Der er mange gode grunde til – netop nu – at sætte fokus på lønpakker, personalegoder og fryns.
Der er pr. 1.6.2011 lavet nye regler for arbejdstagerens muligheder for gaver og personalegoder.
Disse love har tilbagevirkende kraft til 01.01.2011.
Herunder finder du Multidatas vejledning for arbejdsgiverne:
JUNI 2011 - NYE REGLER FOR BESKATNING AF MINDRE PERSONALEGODER
Med virkning tilbage fra 1. januar 2011 er der netop indført ændringer i reglerne for beskatning af mindre personalegoder.
Baggrunden for lovændringen er et ønske om, at arbejdsgivere skal kunne give deres medarbejdere en påskønnelse i form af mindre goder - uden at det udløser skattepligt for den enkelte medarbejder og uden at skulle bruge tid på at indberette til SKAT.
Ændringerne indebærer følgende:
- Der indføres en årlig skattefri bagatelgrænse på 1.000 kr. for mindre personalegoder. Beløbet knytter sig til medarbejderen, hvilket betyder at goder fra evt. flere arbejdsgivere ikke må overskride et samlet beløb på 1.000 kr.
- Hvis arbejdsgiver sponserer sportsligt eller kulturelt arrangement, må medarbejdere skattefrit modtage sponsorbilletter.
- Hvis bagatelgrænsen overskrides, er det, som hovedreglen, medarbejderen, der har pligt til at
indberette til SKAT.
Personalegoder er som udgangspunkt skattepligtige, med mindre det fremgår af lovgivningen, at de er skattefrie.
Arbejdsgiverens indberetningspligt for mindre personalegoder er fremover begrænset til kun at omfatte det eller de goder, der selvstændigt overstiger en værdi på 1.000 kr.
Hvis du som arbejdsgiver i de første måneder af 2011 har indberettet til SKAT via eIndkomst i henhold til de tidligere regler, anbefaler vi, at du tilbagefører.
Hvis bagatelgrænsen overskrides er det medarbejderen der er forpligtet til at indberette til SKAT.
Medarbejderen skal på selvangivelsestidspunktet gøre op, hvad markedsprisen for de modtagne goder udgør.
Arbejdsgiver er ikke forpligtet til at oplyse godernes værdi.
Julegaver
Julegaver har en særstilling i den nye lovgivning. Ved opgørelsen af, om en medarbejder overskrider grænsen på 1.000 kr. skal værdien af julegaven medregnes. Værdien af julegaven skal dog ikke indberettes som et skattepligtigt gode. I praksis har julegaven indtil nu været skattefri, såfremt værdien ikke oversteg 700 kr.
Princippet videreføres, dog med den ændring, at såfremt der ikke gives andre goder i løbet af året, kan julegaven fremover have en værdi på op til 1.000 kr.
Eksempler:
A:) En medarbejder har som tak for indsatsen i en måned fået vin og andre naturalier til en værdi af 900 kr. Arbejdsgiver tilbyder ikke andre personalegoder i løbet af året. Da værdien af godet ikke overskrider beløbsgrænsen på 1.000 kr., er det ikke skattepligtigt for medarbejderen.
B:) En medarbejder har som tak for indsatsen i løbet af året fået goder til en værdi af 500 kr. og efterfølgende en julegave til en værdi af 700 kr. Den samlede værdi overstiger bagatelgrænsen, hvorfor medarbejderen skal selvangive og bliver skattepligtig af 500 kr.
Julegaven er fortsat skattefri